De har jo ikke noget tøj på

Politikerne har mistet tøjet, og den politiske dækning er transformeret til dyneløftning og retoriske analyser, mens de langsigtede undersøgelser og evnen til at bide sig fast i haserne er forsvundet

Der kommer flere og flere skandaler som den om Henriette Kjærs økonomiske deroute, som ikke handler om politik. Det er nemlig naturligt, at interessen for politikernes privatliv stiger, vurderer Mark Ørsten, lektor og leder af det journalistiske studie ved Roskilde Universitetscenter. Mens vi venter på afsløringer af, at Henriette Kjær i virkeligheden aldrig har truffet en selvstændig politisk beslutning (underforstået – det kan blonde damer ikke, og desuden er hendes mand, Erik Skov Pedersen, jo tidligere spindoktor i det konservative folkeparti), eller at hun og Erik er til SM, eller hvad vi nu kan grave frem, så vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig er blevet mere interesserede i politikernes privatliv, eller om det simpelthen handler om, at hverken politikerne eller journalisterne har noget tøj på.

Professionalisering

Politikerne på Christiansborg bliver mere og mere professionelle. Det betyder med andre ord, at de betragter tiden på tinge som et led i deres karriere, og det betyder paradoksalt nok, at de ved mindre og mindre om det stofområde, de er sat til at varetage. Hvor man for blot ti år siden kunne finde politikere, der gennemgik lovens udvikling nøje inden en eventuel revidering, så får politikerne i dag stukket et arbejdspapir i hånden af deres embedsmænd just inden, de går i salen. Et godt medieeksempel er Bertel Haarders optræden på DR før jul, hvor journalisten viste, at Bertel Haarder intet tøj havde på, da han blev stille et spørgsmål, som han ikke kunne svare på.

Professionaliseringen mærker man som journalist ved, at det er blevet meget svært at få politikerne i tale. Når man ringer til en minister og beder om et interview i forbindelse med en specifik sag, så er det yderst sjældent, at man får politikeren selv i tale. Man kan allernådigst få lov at maile sine spørgsmål, som pressemedarbejderen så sender svar på – når der er tid. Det betyder selv sagt, at det bliver umuligt at stille uddybende spørgsmål, fordi dynamikken i en samtale forsvinder. Resultatet er, at det bliver langt sværere som journalist at være vagthund, fordi man aldrig kommer tæt nok på til at kunne bide politikerne i haserne.

Udvekslingsøkonomi

Samtidig har der udviklet sig et ’giv-og-tag’-forhold mellem journalister og politikere. Hvis en politiker skal gide stille op til (mail)interview i forbindelse med en kritisk sag, så forventes det også, at journalisten bringer et personligt portræt af politikeren eller skriver om resultaterne af det politisk bestilte arbejde, som en af hans/hendes styrelser har produceret. Det ovennævnte famøse interview med Bertel Haarder viste med al tydelighed denne tilgang, da Haarder med truende stemme sagde, at han aldrig ville stille op til interview hos den pågældende journalist mere.

Bertel Haarder er ikke en enlig truende svale. Truslen er konstant, om end ikke nødvendigvis udtalt.  Men hvorfor lader journalisterne sig true? Hvorfor pokker truer de ikke tilbage? Journalistens magt er i den sammenhæng mindst lige så stor, for kommer en politiker aldrig i medierne, så er hans/hendes dage hurtigt talte i politik. Ifølge Carsten Jensens analyse handler det om kammerateri, og det er der formentlig noget om, men det handler også om, at journalisterne selv ikke har noget tøj på. Journalisterne halser ofte efter den dagsorden, som politikerne sætter, og de er ofte ikke særligt opfindsomme med kilder. Sendes en pressemeddelelse fra en styrelse eller et pr-bureau med et par citater, så lander den ofte stort set uredigeret i medierne. På den måde har det tilfældige afløst det væsentlige, og heller ikke kilder er journalisterne særlig opfindsomme med. Det er således ofte de samme kilder, der citeres på tværs af medierne.

Overflade frem for substans

Hvis professionalisering betyder manglende faglighed, så er den samme udvikling, som er fundet sted i politik, sket indenfor journalistikken. Hvor der tidligere var tradition for, at en journalist specialiserede sig indenfor et emne, er det nærmere undtagelsen end reglen i dag. Derfor bliver der skrevet alt for ringe om politik. Derfor bliver der fokuseret på overfladen frem for substansen – på politikernes personlige præferencer og på retorikken. De personlige præferencer bæres især frem af formiddagspressen, men de præger ligeledes det brede mediebillede.

Nu er der ikke foretaget nogen undersøgelse af, om vi danskere holder af at vide, hvilken livret Bertel Haarder har, hvor Lene Espersen holder ferie, om Jens Rohde kan synge eller Kristian Jensen danse, men mit bud er, at vi er jævnt ligeglade. Årsagen til, at vi skal stopfodres med politikernes privatliv og præferencer, er, at politikerne ikke har andet at byde ind med og nuancere den offentlige debat med. Dels er de ikke godt nok inde i deres stofområde, og dels er de bange for at sige det forkerte i forhold til den offentlige stemning. Og ikke nok med det – de kan også slippe af sted med det, fordi journalisterne er for dårligt klædt på til at dykke under overfladen, og derfor bliver det mest kritiske, de lødige medier kan komme op med, de såkaldte politiske analyser, der sjældent handler særlig meget om politik, men mere om retorik, og hvem der vandt den ene eller anden politikerduel.

 Resultatet af professionaliseringen ses tydeligt: politikere bliver lige så meget døgnfluer som X-factor-vinderne, og taberne bliver danskerne, der spises af med endnu en soap frem for at blive fyldt på med viden og oplysning, som kan gøre os til reelt kritiske og stillingtagende demokratiske borgere.

Meningsmålingernes tyranni

“Rokade styrker regeringen”, har det heddet igen og igen i de danske medier, som heller ikke har været blege for at veje de nye ministre op imod hinanden – med vidt forskellige resultater til følge. Alligevel har det  ikke svækket journalisternes tiltro til tallene

På statsministeriets hjemmeside toner et billede af det nye ministerhold frem. Centralt står de to partiledere, statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Lene Espersen. Bag Lene står den nye kulturminister Per Stig Møller, og man kan godt få tanken, at det er en form for kompensation, at han har fået lov at stå så centralt i billedet – Lene har jo trods alt ‘taget’ mandens ministerpost.

En anden udlægning kan lyde, at Per Stig står og puster Lene Espersen i nakken som en bekræftelse af de to meningsmålinger, der vurderer henholdsvis Per Stig Møller og Lene Espersen som den største styrkelse af den nye regering.

Udbrændt regeringsleder

Lige siden Venstres seminar på Havreholm i efteråret 2009 har der været megen polemik i medierne om en snarlig regeringsrokade, og selvom Lars Løkke har repeteret, at en sådan rokade ikke var på bedding, så er medierne utrætteligt blevet ved med at skrive, at nu måtte det snart blive. Den ene politiske kommentator efter den anden har bekræftet hinanden og befolkningen i, at en regeringsrokade var lige oppe over, og også befolkningen er blevet inddraget via diverse meningsmålinger. Senest kom en måling i januar, hvor 58 % af danskerne kom med et forsinket juleønske om et nyt ministerhold. Godt en måned senere blev ønsket opfyldt – ovenpå en lang periode, hvor medierne konstant forsøgte at overgå hinanden med beskrivelser af statsministeren, som minder om dem, man kan læse om stressede og deprimerede medarbejdere. Han virkede ‘nedslidt’, ‘udbrændt’, ‘uoplagt’, ‘udkørt, ‘sur’ og præget af ‘underskud’ – sådan lød dommen, når man i perioden op til regeringsrokaden læste om Løkke Rasmussen i de danske medier.

Styrkelse eller ej

På trods af sin egen åbenbare dødvægt formåede Lars Løkke at gennemføre en regeringsrokade den 23. februar, hvor 16 af de 19 ministre blev udskiftede. Selv samme dag var medierne klar med meningsmålinger, der vurderede, om rokaden styrkede eller svækkede regeringen. En Gallupmåling viste således, at 33 % vurderer, at ministerrokaden styrker regeringen. 10 % mener omvendt, at rokaden svækker regeringen, mens 42 % siger, at rokaden ikke ændrer på noget.

På spørgsmålet, om regeringsrokaden har indflydelse på, om regeringen kan vinde det kommende valg, siger 49 % nej, mens 31 % siger, at det øger regeringens chancer for en valgsejr. Målingerne giver således ikke noget entydigt svar på, om rokaden har øget regeringens chance for at vinde næste valg, hvilket da også kan forekomme umuligt at vurdere, eftersom det nye landshold endnu intet har præsteret.

Lene imod Per

På trods af de manglende præstationer, er også de enkelte ministre blevet vurderede i diverse meningsmålinger. I en måling foretaget af Megafon er den nye udenrigsminister Lene Espersen den mest populære. Hele 36 % af de adspurgte siger, at hun er den af de nye ministre, der vil klare sig bedst. På en andenplads kommer den nye kulturminister Per Stig Møller med 32 %, der mener, han vil klare det bedst.

I en anden måling foretaget af Berlingske Tidende er Per Stig Møller til gengæld klart den mest populære minister. Her anfører 52 %, at Møller som kulturminister styrker regeringen, mens 7 % siger, at han svækker den. Lene Espersen klarer sig noget dårligere i denne måling, hvor 28 % siger, hun som udenrigsminister styrker regeringen, mens 29 % siger, hun svækker den.

De to målinger giver altså et noget forskelligartet billede af det nye ministerhold, hvilket giver den oplagte konklusion, at det ikke giver nogen mening at foretage sådanne målinger på et ministerhold, som endnu intet har præsteret. Alligevel fremstilles sådanne målinger, som var de sandheder om den nye regering.

Hvis vi ser på Berlingskes måling, så kan der være adskillige årsager til, at Per Stig klarer sig så godt i målingen. Dels ved de fleste danskere, at manden med de tykke briller både læser og skriver bøger, og at han med sin baggrund i litteraturvidenskab vil klare sig godt på posten. Dels er han så heldig, at han afløser den temmelig udskældte kulturminister Carina Christensen, for uanset hvem der overtog hendes plads, ville det føles som en lettelse. Lene Espersen har til gengæld den udfordring, at hun ikke er vant til at begå sig på den internationale scene, og at hun oven i købet overtager scenen efter den populære Per Stig Møller. Men den slags analyser af meningsmålingerne kan man ingen steder læse, man kan kun se de dumme tal i Berlingske Tidende, som fremstiller Espersen som en svækkelse af regeringen, mens hun i Megafonmålingen fremstår som en klar styrkelse.

Mediernes selvsving

Et andet godt eksempel på mediernes selvsving omkring meningsmålingerne er gengivelsen af en meningsmåling, der viser, at 32 % mener, at det svækker regeringen, at Søren Gade siger farvel, mens 38 % mener, at det i høj grad svækker regeringen. Hvorfor Gades afgang svækker regeringen, melder historien ingenting om. Personligt mener jeg, det svækker regeringen, fordi jeg gerne så, at Søren Gade blev og tog tyren ved hornene i forhold til de verserende sager – både angående den pludseligt oversatte Jægerbog og angående lækket til TV2 og Jyllands-Posten om de danske jægersoldaters udsendelse til Irak i 2007 –, men det er muligt, at flertallet mener, det svækker regeringen, fordi de kunne lide den folkekære politiker, eller fordi de ikke kender arvtageren. I hvert fald får arvtageren Gitte Lillelund Bech et dårligt skudsmål i en meningsmåling i Berlingske Tidende, hvor 42 % mener, hun vil svække regeringen, mens 27 % anfører, at de ikke kender hende. Kun 13 % mener, at Gitte Lillelund Bech styrker regeringen, og det på trods af, at hun har mange års erfaring med udenrigs- og forsvarspolitik via sine ordførerskaber igennem tiden, og på trods af, at hun var med til at gennemføre forsvarsforliget sommeren 2009. For mig at se bliver en af hendes største udfordringer at holde sammen på forsvaret og bevare den politiske opbakning til indsatsen i Afghanistan. En anden væsentlig udfordring bliver at imødegå beskrivelser som, at hun er mest interesseret i, om kampflyene kan fås i en lyserød udgave, sådan som en kollega i forsvarsudvalget fortæller om hende. Dertil kommer hendes storgrinende og højt talende udtryk, som nemt kommer til at stå i vejen for hendes faglighed, hvilket i forvejen kan være en udfordring for kvindelige ministre.

Skud i tågen

De to fremhævede eksempler viser med al tydelighed, at et kvalificeret bud angående en ny minister nemt bliver et skud i tågen, når ministeren endnu intet har præsteret. Hvis medierne tog politik mere alvorligt, ville de i stedet for at falde på halen for diverse meningsmålinger gå de nye ministre på klingen angående deres kommende arbejde og give læserne mulighed for i langt større grad at gå bag om ministrenes visioner, kvalifikationer, og hvor deres mulige samarbejdspartnere er. Et godt eksempel på en sådan tilgang er Informations Lotte Folke, der i en leder beskriver, hvorfor Søren Pind rent faktisk kan gå hen og blive en god udviklingsminister. Flere af den slags analyser, tak!

Godt nyt

Hvis medieforbrugerne defineres ud fra mediernes indhold, giver det et billede af, at læserne foretrækker bloddryppende og saftige historier. Men den fortælling har en gruppe amerikanske forskere nu gjort op med

En god historie er ofte en dårlig nyhed. Sådan kan det gængse skudsmål af tidens journalistik meget vel lyde. Og det må der vel være en grund til – nemlig at seerne/lytterne/læserne foretrækker historier, der implicerer død og ulykke, og at de bagefter kompenserer med saftige klip fra Paradise Hotel og lignende. Eller hvad? En undersøgelse af, hvad læserne af New York Times online-udgave sender til hinanden, viser, at læserne især mailer artikler videre, der har en positiv vinkel, og at de ofte sender lange artikler om intellektuelt udfordrende emner til hinanden. Genremæssigt er det videnskabsartikler, der oftest bliver videresendt, hvilket forskerne udlægger således, at det er det overraskende indhold, altså noget folk ikke ved i forvejen, som får læserne til at videresende til deres venner.

Ærefrygtindgydende historier

Bag undersøgelsen står sociologerne Jonah Berger og Katherine Milkman. De konkluderer på baggrund af et halvt års undersøgelse, hvor de hvert 15. minut har undersøgt, hvad der var de mest afsendte artikler, at artikler, der vækker følelser hos læserne, er de mest videresendte. De oftest sendte artikler er historier, der vækker ærefrygt hos læserne.

De ærefrygtindgydende historier definerer forskerne ud fra følgende to kriterier: Historiens omfang er stort, og den kræver mental imødekommenhed ved at tvinge læseren til at se verden på en ny måde. Som de to bagmænd skriver: “Det drejer sig om åbning og udvidelse af sindet.” Denne åbning og udvidelse af sindet sammenligner de med at se Grand Canyon, at betragte et smukt kunstværk, at høre en stor teori eller at lytte til en skøn symfoni.

Sendte artikler skaber relationer

Men hvorfor videresende en artikel? En teori kunne være, at afsenderen gerne vil vise, hvor velinformeret vedkommende er. Det kunne også forklare, hvorfor det hovedsageligt er lange og intellektuelt udfordrende artikler, der sendes.

Det er dog en anden teori, de amerikanske forskere hælder til – nemlig at afsenderen søger at knytte emotionelle bånd ved at dele læsestof med sine venner og bekendte. Forskeren Jonah Berger udtaler: “Hvis jeg lige har læst en historie, der forandrer den måde, hvorved jeg forstår verden og mig selv, så vil jeg gerne tale med andre om, hvad det betyder.

Sex og angst

Men hvad betyder denne undersøgelse for de danske medier? Kan vi være sikre på, at de danske medieforbrugere er lige så intellektuelt søgende som New York Times-læserne? Det kan vi selvsagt ikke, og man kan i hvert fald forestille sig, at der er stor forskel på, hvad der bliver videresendt fra Ekstra Bladets, Politikens og Berlingskes hjemmeside. Det vil dog være interessant at foretage en lignende undersøgelse på et eller flere danske mediers hjemmesider og se, om forestillingen om den danske medieforbruger kan punkteres, som det er sket på New York Times. Som New York Times-journalisten John Tierney skriver om undersøgelsen: “Resultatet er overraskende – i hvert fald for mig. Min hypotese gik på, at der er to grundlæggende strategier i spil for at lande på en e-mail-liste. En, som jeg gerne har benyttet, er at skrive alt om sex. En anden, som jeg stadig arbejder på, er at skrive en artikel under overskriften: »Hvordan din hunds kost truer dit ægteskab, og hvorfor det er Bushs skyld.«”

Umiddelbart er der ikke meget i undersøgelsen, der taler for, at sex er en vigtig parameter i forhold til at videresende artikler. Undersøgelsen kan dog afsløre, at der er bevis for, at læserne gerne deler artikler, der appellerer til en følelse som angst. Dermed kan de danske journalister foreløbig ånde lettede op.

Nye nyhedskriterier

Forbrugerne er ikke i høj kurs hos medierne, som afviser krav om positive nyhedshistorier med det argument, at god journalistik er kritisk journalistik. Argumentet klinger hult, når der i den gode histories tjeneste dagligt bliver gået på kompromis med sandheden. Jeg foreslår kunstigt åndedræt til journalistikken med et sæt nye nyhedskriterier

“1.011 borgere fra EU-lande savnes i Haiti”, “Mange lande tøver med at tilslutte sig klimaaftale”, “Norwegian og Cimber kæmper på liv og død” og “35-årig mand død i politiets varetægt”. Sådan lyder en række hovedhistorier på Politikens hjemmeside en vilkårlig aften i januar – som om den måned ikke er deprimerende nok! Som kompensation drysses med et par forbrugervenlige artikler såsom “Her er filmen til alle, der elsker en god guitar” og “Facebook og Twitter er dine nye rejseguides”, men ellers er der intet nyt under solen – lige så kold og kynisk januar altid er, ligeså sikkert er det, at flertallet af de store nyheder er uløste problemer og ulykkelige eller ulovlige begivenheder og forhold. Eller med andre ord så er en god historie ofte en dårlig nyhed, og det selvom befolkningen faktisk efterspørger flere gode historier.

Ifølge Trygfondens Tryghedsmåling 2009 mener ikke mindre end tre ud af fire danskere, at “medierne skaber meget unødvendig frygt ved at overdrive risikoen ved mange ting.” På baggrund af denne ‘måling’ inviterede Reimer Bo DR’s egen Nyhedschef Ulrik Haagerup og TV2’s Michael Dyrby i studiet for at diskutere danskernes holdninger til medier, og i den forbindelse lovede begge parter flere positive historier. Paradoksalt nok var set uppet for debatten DR’s 21 Søndag, der med Reimer Bo ved roret præsenterer kriminalistisk sensationsjournalistik, så det basker, hvilket fik løftet til at klinge hult.

Hos Politiken skal vi heller ikke forvente, at forbrugernes ønsker giver anledning til selvrefleksion. I hvert fald udtalte nyhedschef Anders Krab-Johansen i januar sidste år, at han er “ligeglad med, om det er godt eller skidt. Journalisterne skal finde nyhederne og behandle dem seriøst og debattører skal sætte fingeren på de ømme punkter. Det er ikke særlig originalt, men det giver den bedste journalistik.”

Negativt verdensbillede

Normalt siger man, at forbrugeren altid har ret, men sådan er det åbenbart ikke i journalistikkens verden. I hvert fald er det ikke første gang i verdenshistorien, at medieforbrugerne efterspørger flere positive nyheder, uden at det kaster de store resultater af sig. I 1970’erne og 80’erne gik kritikken især på de vestlige mediers nyheder fra den tredje verdens lande, der – hvis de endelig blev bragt – overvejende fokuserede på problemer i form af oprør, uroligheder og katastrofer. I 90’erne samt her i begyndelsen af det 21. århundrede er kritikken bredere og fokuserer på, at det verdensbillede, medierne serverer, er for negativt. Allerede i 1998 fik det den daværende chefredaktør for Dagbladet Information, Jørgen Steen Nielsen, til at udtale til Dansk Presse, at: “Jeg kan komme i tvivl, om vores nyhedsideal er rigtigt. Jeg har selv oplevet læserreaktioner, som får mig til at tvivle. Læsere som understreger, at de godt gider læse om løsninger på miljøproblemer, altså efterspørgsel efter solstrålehistorier mere end dagens giftchok.”

Jørgen Steen Nielsens refleksion har dog ikke fået medierne til at gå sig selv nærmere efter i sømmene, om end de har et selvbillede af at være kritiske vogtere over sandheden og sørge for, at der ikke er noget, der bliver skjult under tæpper. Men som vi ved, er det altid nemmere at se tornen i den andens øje frem for bjælken i ens eget.

Vagthunden glammer

Medierne er den fjerde statsmagt, plejer vi at sige. Eller demokratiets og befolkningens vagthund – som vi også ynder at kalde os. Det er en væsentlig rolle at påtage sig, og derfor er det også vigtigt løbende at tage op til overvejelse, om medierne lever op til denne rolle.

En ting, der springer mig i øjnene i nutidens nyhedsflade, er den generelle brug af sensationshistorier. Der går ikke en dag uden, at medierne har frygtindgydende historier om alt fra pandemier over naturkatastrofer og til finans- og sikkerhedskriser. Det ligger selvfølgelig dybt i den journalistiske tænkning at præsentere sådanne historier, og min pointe er da heller ikke, at sådanne nyhedsreportager skal undlades. I stedet er det min hensigt at opfordre til at overveje, hvordan der bliver skrevet om sådanne emner. Passer medierne deres pligt som demokratiets og befolkningens vagthund, når de konstant trækker angstkortet og prædiker dommedag? Eller lever medierne i større grad op til deres rolle, hvis de i stedet for alene at fokusere på problemernes mulige konsekvenser så fokuserer på de bedst mulige løsninger på udfordringerne? Mit bud vil være det sidstnævnte, for selvom det er mediernes og journalisternes opgave, ja pligt, at fortælle om de problemer, samfundet står overfor, så svigter de simpelthen deres ansvar og deres læsere/seere/lyttere ved at blive indenfor konflikternes og problemernes rammer i nyhedsdækningen.

Nye nyhedskriterier

For at medierne kan blive i stand til at åbne medieforbrugernes blik på verden igennem muligheder og løsninger frem for at fange dem i et angstfuldt spind af kriser og konflikter, må nyhedskriterierne gentænkes.

Journalistikken har altid været kendetegnet ved at følge med tiden og har oven i købet ofte været frontløber, men det er som om, medieverdenen er blevet lammet af internettets komme og de journalistiske og økonomiske omvæltninger, det har ført med sig. Pt. ser journalistikken således måbende til, mens den bliver halvvejs overkørt eller i hvert fald overhalet indenom af gratisaviserne, bloggerne med flere. Medieforbrugerne gider ikke betale for det, de kan få alle steder – nemlig nyheder og sensationer. Derfor må vi gentænke nyhedskriterierne, så journalistikken kan imødekomme den moderne medieforbrugers behov, og her må positive historier i højsædet. Det, vi skal tilbyde, er ikke såkaldt velour-journalistik, men derimod løsningsorienterede historier om, hvordan livet kan blive bedre ved at fokusere på hvilke løsninger, der virker og hvorfor.

Lad mig give et bud på et nyt sæt nyhedskriterier:

Nyheden skal være væsentlig

Den væsentlige nyhed tager afsæt i en konkret hændelse, udfordring eller problematik, som en gruppe borgere eller samfundet som sådan står overfor. Det kan eksempelvis være bandekonflikten på Nørrebro og dens betydning for lokalmiljøet, eller det kan være finanskrisens betydning for investorerne, eller for dansk økonomi. På mange måder kan man sige, at væsentlighedskriteriet matcher de gamle nyhedskriteriers aktualitetskriterium, men ved at flytte fokus fra det tidsmæssige perspektiv til væsentlighed, åbnes der op for, at emner kan behandles i længere tid og mere dybdegående, fordi det vigtige ikke er selve det, der netop nu er sket, men det sketes betydning, og hvordan vi kan forholde os til denne betydning som borgere og som samfund.

Nyheden skal forholde sig til fremtiden

Den fremtidsorienterede nyhed forholder sig til, hvordan vi som mennesker og som samfund kan forholde os til konkrete hændelser, problemer og udfordringer.  I stedet for, at medierne eksempelvis alene skriver om alt det forfærdelige, der vil ske på grund af klimaforandringerne og den menneskelige forurening, så bør vi skrive om, hvordan den enkelte borger kan agere klimavenligt, og hvad samfundet kan og bør gøre for at imødegå udfordringerne. Ligeledes med bandekonflikten – i stedet for alene at skrive om alle skyderierne og de sociale problemer, så må vi skrive om, hvordan vi kan imødegå problemerne, og det kan vi blandt andet gøre ved at skrive om de sociale tiltag, der er rundt omkring (i Danmark og udlandet), som har positive effekter, ligesom vi kan interviewe de forskere, der beskæftiger sig med emnet, og som har fokus på, hvordan man laver sociale forandringer og udviklinger.

Nyheden skal være vedkommende

En vedkommende nyhed tager afsæt i aktørerne. Ligesom identifikationskriteriet i de gamle nyhedskriterier fordrede, at der skulle ansigter på, så skal der også ansigter på disse historier. Forskellen er, at det er aktørernes beretninger frem for ofrenes, der er i højsædet. Det er de personer, virksomheder, forskere og samfund, der har formået at tackle udfordringer på god og konstruktiv vis, og som dermed kan fremstå som rollemodeller og inspiratorer for andre. Eksempelvis kan det være dén plejehjemsleder, der formår at skabe et godt miljø for sine gamle og for medarbejderne, og journalistisk skal der selvfølgelig være fokus på, hvad der virker og hvorfor.

Nyheden skal være demokratisk og didaktisk

En demokratisk og didaktisk nyhed sætter løsningsforslag og muligheder op overfor hinanden. Det er trods alt de færreste problematikker, der er entydige løsninger på, og derfor er det vigtigt at vise de forskellige løsningsmodeller, og hvad de betyder. Hvis justitsministeren eksempelvis foreslår at nedsætte den kriminelle lavalder til 14 år, så er det vigtigt at interviewe forskere, der kan fortælle, hvilken betydning, det vil få, og sætte det op overfor konsekvensen af at beholde den nuværende kriminelle lavalder eller måske endog sammenligne med samfund, som har en højere kriminel lavalder, eller som har ganske andre retsprincipper. Ved denne form for journalistik får medieforbrugerne mulighed for at overveje de forskellige sider af sagen og vurdere, hvad de finder bedst – og på den måde kan medierne opmuntre til demokratisk deltagelse på mere vidende grundlag samt til større demokratisk engagement.

Nyheden skal være engagerende

En engagerende nyhed involverer medieforbrugerne i historierne og i løsningstænkningen. Mediebrugerne kan involveres i journalistens research og som kilder og referencer. Samtidig er det væsentligt at tage afsæt i forbrugernes hverdag og virkelighed, da det er den, der er interessant og relevant at skildre og intervenere i, og det er der, hvor journalistikken kan sætte ind med relevante løsninger på konkrete og relevante problemstillinger og udfordringer. Medierne bør tænke i borgermøder, borgerjournalistik, borgerpaneler, you name it… I forhold til den politiske journalistik kan det ske igennem fokusgrupper, politiske samtaler og debatter på nettet samt arrangerede borgermøder, hvor politiske kandidater møder borgerne i direkte samtaler.

Kriterierne kan selvsagt udfoldes og forfines, og jeg ville sætte stor pris på indspark eller alternative kriterier!

Dækning af klimatopmødet viser, at danskersjælen lider under en blanding af storhedsvanvid og mindreværd

At statsminister Lars Løkke Rasmussen bærer en stor del af ansvaret for den uambitiøse klimaaftale, det kan man vide sig ganske sikker på efter at have konsulteret de danske aviser om klimatopmødet. I Berlingske Tidende hedder det den 19. december: “S: Løkke medskyldig i klima-fiasko”. Dagen efter skriver Thøger Seidenfaden i Politiken, at “Løkke må tage ansvaret”, mens Informations lederskribent Bent Winther nøjes med den 21. december at kræve, at “Ansvar for fiasko må placeres”. Om end Winther ikke direkte anklager Lars Løkke Rasmussen og dennes chefrådgiver Bo Lidegaard, så anfører han, at “brede aftaler ikke er Lars Løkke Rasmussens stærkeste disciplin”, og han opfordrer til at undersøge de to herres ansvar i forbindelse med fiaskoen.

Samme dag får Bo Lidegaard hug i Berlingske Tidende under overskriften “Hård kritik af Løkkes topembedsmand”. Klimaprogramleder i Verdensnaturfonden WWF, John Nordbo, og SF’s Anne Grete Holmsgaard mener ligefrem at vide, at den danske regering ville have “stået helt anderledes stærkt”, hvis den havde beholdt Thomas Becker som forhandler frem for Lidegaard. Hvordan de kan bekræfte det hypotetiske udsagn, vidner artiklen selvfølgelig ikke noget om.

Statsministerens eneansvar

Fulgte man også med i dagene op til klimatopmødets afslutning, kunne man ligefrem få indtrykket af, at statsministeren ene mand bar ansvaret for hele topmødet. “Presset Løkke på vej mod svag klimaaftale” hed det i Berlingske Tidende den 16. december. I Information hed det samme dag: “Lars Løkke Rasmussen ankommer til Bella Center, de store Ulande går i baglås, og chancen for en klimaaftale, der kan bremse en klimakatastrofe, er ved at glide verdens ledere af hænde”. Dagen efter skrev Berlingske: “Løkke må erkende dansk nederlag”. I det hele taget er der et utal af eksempler i de danske medier på, at klimatopmødet blev personificeret med Lars Løkke Rasmussen, og at det blev fremstillet sådan, at klimaaftalen stod og faldt med den danske statsminister.

Det er da også korrekt, at Rasmussen havde et stort ansvar for, at processen gled fornuftigt, og at han måske ikke altid klarede sin opgave lige elegant. Vi kan da godt grine lidt af, at han ikke kunne huske, hvad Brasiliens præsident hedder (og evt. sammenligne Rasmussen med Bush), og vi kan da også godt grine af og græmmes over den storsvedende og irritable COP15-vært, der bare med sit udseende lignede inkarnationen af global opvarmning. Men hvad vi ikke kan er at give denne ene mand ansvaret for, at 196 lande ikke kunne blive enige om en ambitiøs aftale – uanset om han skal dele ansvaret med sin chefrådgiver eller ej. Når de danske medier alligevel fremstiller sagen på den vis, er det et udslag af godt dansk storhedsvanvid. Bare det at forestille sig, at én sølle dansker kan bære ansvaret for et klimatopmøde på tværs af alverdens nationer, er da det rene galimatias! Storhedsvanviddet kombineres desuden med et typisk dansk mindreværd, for når Lars Løkke Rasmussen tildeles ansvaret for den uambitiøse klimaaftale indgået af alverdens nationer, så er det janteloven, der er på spil, og som bruges til at straffe Rasmussen for at have stukket næsen for langt frem.

Når alt kommer til alt, så er de danske medier med deres fremstilling af Rasmussen som den eneste ansvarlige for klimatopmødet og dets udfald ligefrem selv (med)ansvarlige for at cementere en forståelse af, at de øvrige lande – måske lige bortset fra USA og et par af de store EU-lande – reelt ikke har den store betydning i internationale forhandlingssammenhænge. Denne læser kunne godt ønske sig både, at det internationale forhandlingssystem blev ændret i forhold til fremtidige forhandlinger, og at medierne ville gå sig selv efter i sømmende.

Fremtidens journalistik er løsningsorienteret

I stedet for at dyrke og opdyrke det kollektive angstniveau ved at give stemme til sammenbruddet, vil jeg foreslå: løsningsorienteret journalistik  

”Det glade nummer” hed novembernummeret af Journalisten, som på lykkelig vis proklamerede at have ”sat klagesangen på pause” for til gengæld at sprede den fundamentale glæde og optimisme, som er vigtig for journalistikken, men som den lige nu mangler ifølge fagbladet. Morsomt er det så at se, hvad det er for ’glade’ budskaber, der signaleres i bladets overskrifter: Den indledende overskrift ”Klagesangen sat på pause” vil gerne være positiv, men puster alligevel til den tunge novemberstemning med sin insisteren på at tage afsæt i det negative – klagesangen – frem for i det positive budskab – at optimismen er i højsædet. Dernæst kommer ”Rekord ledighed blandt nyuddannede”, og det kan da godt være, at det er positivt at slå rekord, men vel ikke i ledighed, så denne nyhed skal nok ikke tælles blandt de positive historier. Artiklen ”Så er der serveret” giver indtryk af tagselvbord i sin overskrift, og den er da også fuld af historier om det positive ved den udvikling, medierne har undergået de seneste ti år. Den fjerde historie hedder ”Det her er meget værre” og handler om angrebsplanerne mod Jyllands-Posten. Og nu skal jeg nok lade være med at trætte læseren med flere referencer – I har nok fattet, at omkring hver anden historie har en positiv klang, og muligvis har I også opdaget ved gennemlæsning af bladet, at det forekommer at være utroligt svært at fortælle positive journalistiske historier, og at negativiteten til gengæld konstant lurer under overfladen. Ja, det er som om, at selve journalistikkens væsen er depressivt. Og ligeså svært som det er for en depressiv person at deltage i sociale sammenhænge, ligeså umulig forekommer journalisternes udfordring fra medieforbrugerne, der ønsker flere positive mediehistorier.

Ifølge Trygfondens “Tryghedsmåling 2009” mener ikke mindre end tre ud af fire danskere, at ”medierne skaber meget unødvendig frygt ved at overdrive risikoen ved mange ting.” Det er i det lys, fagbladet Journalistens novembernummer skal ses, og det er i selv samme lys, at det bliver beskæmmende, hvor svært journalister har ved at formidle positive historier. Årsagen er, at vi sætter lighedstegn mellem positiv og konfliktløs, og tillad mig at udpege den skyldige: nyhedskriterierne.

Problemet er nyhedskriterierne

Man kunne tro, at nyhedskriterierne var fostret af en deprimeret mands tænkning sådan som de får journalisterne til at trække medieforbrugerne rundt i sølet ved at nedbryde verden i bidder og pege på alt det, der ikke er, som det burde, samt alt det, der ikke kan lade sig gøre. Problemet er, at medieforbrugerne bliver efterladt med en følelse af apati og handlingslammelse – verden er forfærdelig og præget af frygt, terror, klimakrise, en globalisering der gør verden alt for stor og uoverskuelig, et bureaukratisk og udemokratisk EU, en bandekrig under optrapning og så videre, og der er umiddelbart ikke noget at gøre ved det.

Især fire af de fem kriterier, som journalister læner sig op ad, vil jeg fremhæve som problematiske og som forhindringer for, at vi kan udvikle journalistikken:

· Nyheden skal være aktuel

· Nyheden skal rumme en konflikt

· Nyheden skal skabe identifikation

· Nyheden skal indeholde det uventede

Aktualitetskriteriet betyder, at en nyhed ofte tager afsæt i en konkret begivenhed. Kriteriet får således journalisten til at fokusere på et her og nu i stedet for at pege fremad eller at tegne et udviklingsperspektiv.

Konfliktkriteriet har den effekt, at konflikten er i centrum, hvilket øger risikoen for, at journalisten benytter retoriske greb til at skærpe konflikten og derigennem øge underholdningsværdien. Denne skærpelse sker eksempelvis ved at bruge krigens retorik eller ved at beskrive parterne ud fra begreber som ’den gode’ og ’den onde’. På den måde simplificeres fortællingen, og samtidig bliver det svært at tænke i løsninger, fordi det er selve konflikten, der er det bærende i fortællingen.

Identifikationskriteriet bliver for eksempel udmøntet på problematisk vis, når en borgers historie benyttes til at sige noget generelt om samfundet. Problemet er dels en tendens til at gøre borgeren til offer, hvorved den enkeltes mulighedsrum fremstår minimalt, og dels generaliseringen, fordi den fordrer, at alle lider under samme mangel på muligheder.

Det fjerde kriterium betyder, at nyhederne ofte trækker på krimigenren, hvorved de bliver fortolkende og formidlende i stedet for fortællende.

Løsningsorienteret journalistik

Journalistikken har altid været kendetegnet ved at følge med tiden og oven i købet ofte været frontløber, men det er som om, medieverdenen er blevet lammet af internettets komme og de journalistiske og økonomiske omvæltninger, det har ført med sig, og at den derfor ser måbende til, mens den bliver halvvejs overkørt eller i hvert fald overhalet indenom af gratisaviserne, bloggerne, med flere. Hvis vi journalister var lidt kloge, ville vi overveje at forny vores nyhedskriterier, så de passede langt bedre til den verden, vi lever i. Medieforbrugerne gider ikke betale for det, de kan få alle steder – nemlig nyheder og sensationer. Derfor må vi finde ud af, hvordan vi kan tilbyde noget, som er meningsfyldt, og der mener jeg, vi kan lære meget af medieforbrugerne. Det handler nemlig om at skrive positive historier, men ikke i den forstand at det bliver tandløse historier. Derimod skal vi tilbyde læserne løsningsorienterede historier. At skrive positive historier behøver nemlig ikke kun at handle om, at der er sket noget godt og rart – altså velourjournalistik – det kan i lige så høj grad handle om at formidle, hvordan tingene kan blive bedre ved at fokusere på hvilke løsninger, der virker og hvorfor.

Når historien om det gode ved journalistikken skal skrives, er det således mere relevant at fokusere på, hvordan journalistikken kan blive endnu bedre, end at fremhæve de ting, der lige nu er gode. Vi ved alle, hvad der virker, og hvad det er, der har øget stressen i vores hverdag de seneste ti år, og det er svært andet end at have denne stress siddende i baghovedet som irritation, mens man læser om de gode ting og drømmer om endnu bedre tider. Og i stedet for at fokusere på, hvor forfærdeligt det er med en potentiel terror mod Jyllands-Posten og Danmark, så bør det være journalistens rolle at interviewe de personer, der har bud på, hvordan terroren kan blive formindsket, og at sætte forskellige bud og argumenter op imod hinanden. På den måde mindsker vi frygten i befolkningen i stedet for at kaste ved på dens bål. Lige sådan er det med klimaproblemerne – at jo mere vi beskriver deres negative konsekvenser og umuligheden af at imødegå dem, des mere apatisk bliver befolkningen. I stedet bør journalister give folk redskaber til at tackle udfordringerne i dagligdagen og imødegå krisen, og ligeledes bør medierne fokusere på, hvordan såvel de enkelte samfund som verdenssamfundet kan tackle udfordringerne bedst muligt. Og i stedet for at fremstille globaliseringen som et fænomen, der gør verden uoverskuelig, skal vi fokusere på at gøre verden mindre uoverskuelig og uovervindelig – ved at tilbyde inspiration til nye innovative løsninger på de problemer, modtageren og dennes samfund står overfor.

Nye nyhedskriterier

Lad mig afslutningsvis komme med mit bud på fem nye nyhedskriterier – og håbe på, at andre vil komme med indspark i debatten:

· Nyheden skal være væsentlig – ved at tage afsæt i en konkret udfordring eller problematik.

· Nyheden skal forholde sig til fremtiden – ved at fokusere på løsninger og muligheder.

· Nyheden skal være vedkommende – ved at tage afsæt i medieforbrugernes dagligdag.

· Nyheden skal være demokratisk og didaktisk – ved at stille løsningsforslag og muligheder op overfor hinanden.

· Nyheden skal være engagerende – ved at involvere medieforbrugerne i løsningstænkningen.

En forkortet udgave af indlægget findes i Journalisten 19 – 2009

Hvis jeg siger Herman, siger du så Bang eller Van Rompuy?

Kan man blive kendt for at være ukendt? Det skulle man næsten tro, når man prøver at gøre sig klog på EU’s nye præsident. I de danske medier står der stort set kun, at van Rompuy er ukendt, hvilket efterlader to muligheder: enten er EU et Mickey Mouse-demokrati, eller også er de danske journalister for dårlige til at vejre, hvilken vej vinden blæser

“Herman hvem?” spørger Informations redaktør Bent Winther i overskriften til en ledende artikel om valget af EU’s første præsident Herman Van Rompuy. Det vil jeg også gerne vide, tænker jeg, og læser derfor lederen grundigt for at konstatere, at jeg ikke bliver meget klogere. Winthers indledende spørgsmål er retorisk og en kommentar til den relativt ukendte kommende præsident.

Det er da også bekymrende, at Herman Van Rompuy er et ukendt navn på danske læber, når han fra januar bliver EU’s forhåbentlig kendte ansigt udadtil. Derfor indleder jeg en eftersøgning af informationer om manden.

En søgning på Informations hjemmeside afslører, at der ikke findes nogle artikler før  november 2009, som indeholder Van Rompuy’s navn. De øvrige danske aviser er heller ikke til megen hjælp: Weekend-Avisen betegner præsidenten og den nye udenrigschef som “Mr. Who og Ms Nobody”, “Haiku-Herman – den anonyme samler” hedder det i Berlingske Tidende, “Grå poet som præsident” lyder det i Kristeligt Dagblad, og i Politiken hedder det, at “Alle ville have en svag leder”. Okay, så ved jeg det: Hermann Van Rompuy er grå, svag og ukendt. Men hvem er han, hvorfor er han blevet valgt, og hvad betyder valget af ham for os som EU-borgere? Det bliver jeg ærlig talt ikke klogere på.

Forener

BBC kan hjælpe sine læsere med et portræt af økonomen, bloggeren, haiku-digteren og politikeren Herman, der fremstilles som en centrum-højre-politiker med et ry for at være en god forhandler med en selvironisk form for humor. I sit ene år som Belgiens premiereminister formåede manden at forene det flamske flertal med det franske mindretal ovenpå et 2008 med markant uro. Denne samlende evne vil Rompuy utvivlsomt nyde godt af som EU’s præsident. En anden nyttig evne, Rompuy har med sig, er hans økonomiske flair. Han er uddannet økonom, har arbejdet i Belgiens centralbank og været økonomiminister i Belgien i halvfemserne, hvor han var med til at få landets økonomi på ret køl, hvilket må siges at være en fordel i et EU præget af finanskrise. BBC kan oven i købet fortælle, at Rompuy er en erklæret føderalist, som ønsker, at EU får stærke symboler, der kan erstatte de nationale symboler, og at han har foreslået en EU-skat.

Ingen Blair

Nok er Rompuy ingen Tony Blair, som også har været i spil som kandidat til præsidentposten. Men der er altså noget at fortælle om Rompuy ud over, at han er ukendt i Danmark og de fleste andre EU-lande. Måske er det oven i købet en fordel ikke på forhånd at være sovset ind i diverse alliancer, som Blair ville være.

Når de danske medier således i stor enstemmighed erklærer Rompuy for ukendt og nærmest ude, kan det derfor virke som en selvretfærdiggørelse. I stedet for at erkende, at de ikke har fulgt med i hverken EU-politikken eller belgisk politik, og derpå komme stærkt igen, så skyder medierne efter Rompuy og erklærer ham for ukendt og valget for ‘et kompromis’, og det erklæres oven i købet, at EU er landet på ‘laveste fællesnævner’. De danske medier plejer dermed forestillingen om EU som et Mickey Mouse-demokrati, der ikke træffer ordentlige beslutninger.

Der er da heller ingen tvivl om, at valget er et kompromis, men er det laveste fællesnævner? Og i så fald hvorfor? Det får de danske avislæsere ikke noget at vide om bortset fra, at vi åbenbart skal ærgre os over, at det er en kompromisskabende slider og ikke en stor karismatisk leder, der skal stå i spidsen for EU. Umiddelbart har jeg svært ved at se, hvorfor det skulle være ærgerligt med en dygtig og engageret politiker. Det eneste, der ærgrer mig, er, at jeg som læser ikke tidligere har kunnet læse om Rompuy, og hvordan det lykkedes ham at skabe samling i det særdeles splittede Belgien.

Læs endvidere mit debatindlæg i Information